Rhododendron makinoi

Beskrivelse med 27 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En mellemstor, rund, tæt, stedsegrøn busk. Hårdfør. Skud lodne, grålige. Bladstilk grålig til beige, loddenhåret, med iblandede kirtelhår, til 25 mm. Bladplade smal lancet til lancetformet, oftest med indrullede bladkanter, læderagtig, til 16 cm. Bladspids spids med eller uden brod. Bladbasis kileformet. Bladoverside mørkegrøn, i starten med gråligt tomentum, senere glat. Bladunderside dækket af hvidligt til beige, to-laget indumentum. Øvre lag uldent, af finfibrede grenede hår (10 my eller mindre i diam.). Nedre lag kompakt, tyndt, hvidligt. Med spredte, mørke kirtelhår specielt langs midterribben. Blomsterknop spidst ægformet, fint håret med spidse dækskæl. Blomsterstand skærmlignende med 8-11 blomster. Blomsterstilk og bæger håret og kirtelhåret. Bæger med afrundede flige. Krone 5-lappet, tragt-klokkeformet, rosa – hvidlig farvet, med 5 læber. Frugtknude loddenhåret af tætstillede hår og spredte kirtelhår, med 6 kamre. Støvdragere 10, basalt fint hårede. Griffel glat med opadvendt gulligt støvfang. Kapsel loddenhåret, 10 – 12 mm. Frø med veludviklede svævevedhæng, 1,8-2,3 mm. Hjemmehørende på Honshu, Japan iflg. R. Pearson 1978, J.Am.Rho.Soc.,V. 32,2.

Bemærkninger: Havens noget uensartede eksemplarer hidrører fra”klubfrø” tilsendt fra Japan, antagentlig fra åbent pollinerede planter. Forekomsten af kirtelhår på stilke, midterribben etc. er artsfremmed og tyder på at planterne er hybrider.