Rhododendron trichostomum FB6-2019

Beskrivelse med 14 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En lav, tæt, riset, stedsegrøn busk. Unge skud med lyse og mørke kortstilkede skæl. Bladstilk skællet, 1,9 – 2,4 mm. Bladplade slankt aflang til omvendt lancetformet, med indrullede kanter og nedsænket midtribbe, til 20 x 4 mm. Bladspids afrundet but, med brod. Bladbasis kileformet. Bladoverside mørk grøn, med spredte lyse skæl. Bladunderside strågul, med skæl i flere lag. De øvre skæl brunlige, de underliggende lyse. Skæl såkaldt lacerate, stilkede med irregulære flæseagtige rande, ca. 240 my i dia. Blomsterknop bredt tenformet, med skællede og randhårede dækskæl. Blomsterstilk skællet, 1,5 – 2 mm. Bægerflige let skællede, randhårede, 1,5 – 2 mm. Krone gul (som oplyst af lokal indsamler). Frugtknude tæt skællet og fint håret, 2,4 mm. Griffel glat? Frø med svage svævevedhæng og snævre vinger, 0,7-0,9 mm. Oprindelseslokalitet: Muli County, Sichuan, Kina ved 3000m.