Rhododendron polylepis
Beskrivelse med 24 fotos. Foto: Finn Bertelsen. Stedsegrøn busk med meget opret vækstform. Unge skud rødlige, langstrakte, tæt skællede. Bladstilk tæt skællet med mørke skæl, 5-6 mm. Bladplade aflang lancetformet, typisk hvælvet, med mere eller mindre indrullede kanter, med indsunkne nerver og midterribbe, læderagtig, til 10 x 2,1 cm. Bladspids spids, med brod. Bladbasis kileformet. Bladoverside mørk grøn, glat, blank, med spredte skæl der fældes. Bladunderside grågrøn med et rustent skær, tæt skællet. Skæl noget overlappende til ½ x diam. i indbyrdes afstand. To typer skæl: mindre, lysebrune, omkring 230 my (flertallet), dels større, mørkebrune, 340-500 my (spredte). Blomsterstand en skærm med 3-5 blomster, fra endeknopper. Blomsterknop tenformet, knopskæl skællede med fine randhår. Blomsterstilk skællet, rød, til 16 mm. Bæger rødligt, tæt skællet med klare skæl, med afrundede flige, 1,5 mm. Kronen 5 lappet, åben tragtformet, spejlsymmetrisk med spidst ægformede lapper, rødviolet til afbleget violet, med ganepletter, med udvendige spredte skæl, 30-35 mm bred, ca. 25 mm dyb. Frugtknude femkantet kegleformet, tæt skællet, med tætte fine børster i overgangen til griffel, med 5 kamre, ca. 4,5 mm. Støvdragere 10, ulige lange, basalt fint hårede, længere end kronen, violette. Griffel let håret ved basis, ellers glat, opadbøjet, brunlig, ca. 25 mm, med omvendt keglestubformet støvfang, 1 mm. Kapsel svagt kegleformet til cylindrisk, tæt skællet og med fine distale børster, ca 12 mm. Frø med svagt udviklede svævevedhæng, 0,7 – 1,0 mm. Hjemmehørende i S Gansu, S Shaanxi, N til SV Sichuan, Kina ved 1500-3300 m iflg. Flora of China efloras org.