Rhododendron ferrugineum

Beskrivelse med 14 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En lav, lidt udbredt, tæt stedsegrøn busk, kendt under navnet Rusten Alperose. Fuldt hårdfør. Kviste og bladstilke tæt brunskællede. Bladstilk til 6 mm. Bladplade elliptisk til lancetformet, til 5 cm. Bladspids afrundet med lille brod. Bladbasis kileformet nedløbende. Bladoverside mørkegrøn, let rynket med indsunkne nerver, skælfri eller med få spredte skæl. Bladunderside brunlig olivengrøn (rusten), som det latinske navn antyder (“rusten”), tæt skællet med brune skæl der rører eller overlapper hinanden, 180-300my. Blomsterknop omvendt ægformet, med gule, let skællede og fint randhårede dækskæl. Blomsterstilk skællet. Bægeret 5 fliget, skællet, < 1mm. Krone 5-lappet, rørformet med udbredte lapper, udvendigt skællet,  lys rødviolet til rosa. Frugtknude ægformet, riflet, skællet. Støvdragere 10, ulige lange. Støvtråde basalt hårede. Griffel rødfarvet, glat, lige, med længde som de korteste støvdragere, ca. 2 x længden af frugtknuden, med gulligt, skålformet støvfang med buklet fliget rand. Kapsel ægformet, skællet, 5mm. Frø med små svævevedhæng, ca. 1 mm. Hjemmehørende i Alperne og Pyrenæerne ved 1600 – 2200 m. iflg. IUCNredlist.org.