Rhododendron concinnum ssp. gonggaense
Beskrivelse med 18 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En tæt grenet, med tiden flere meter høj, stedsegrøn busk. Fuldt hårdfør. Unge skud rødligt brunlige, skællede. Bladstilk tæt skællet, med fine hår i midtgruben, 5 – 10 mm. Bladplade æg-lancetformet, aromatisk, til 8 cm. Bladspids tilspidset, med brod. Blad basis afrundet but. Bladoverside grøn, skællet med skæl 1-3 x diam. i indbyrdes afstand, skæl ca. 100 my og med svagt håret eller glat midtribbe. Bladunderside brungrålig grøn, tæt skællet med gyldent brune, uensartede skæl, 0-1 x diam. i indbyrdes afstand, 120-295 my. Blomsterstand en halvskærm med 2-5 blomster, fra endestillet eller nær endestillet knop. Blomsterstilk skællet, ca. 10 mm. Bæger med 5 afrundede flige, skællet, ca. 3 mm. Krone 5-lappet, bredt tragtformet, lapper afrundet trekantede, spejlsymmetrisk, udvendigt svagt skællet og håret, med indvendig behåring i svælget, grønlig gul med grønne ganepletter, 45 mm bred og 15 mm dyb. Frugtknude riflet kegleformet, tæt skællet, med 5 kamre, ca. 4,5 mm. Støvdragere 10, ulige lange, basalt tæt hårede. Griffel glat, længere end støvdragere, 25-30 mm, grønlig, med opadbøjet, omvendt kegleformet, bulet, mørkt violet støvfang, 1,9 mm. Kapsel svagt kegleformet, tæt skællet, 9-10 mm. Frø vingeløse og med svage svævevedhæng, 0,8 – 0,9 mm. Oprindelseslokalitet (FB8-2012): Hailougou gletscher området, Sichuan, Kina, 3530m. Bemærkninger: Beskrevet første gang af H. Eiberg i 2008, som mellemform mellem ambiguum og concinnum arterne jævnfør http://www.rhododendron.dk/gonggaense.html.