Rhododendron yaoshanense
Beskrivelse med 18 fotos. Foto: Finn Bertelsen. Lav pudeformet, stedsegrøn busk. Fuldt hårdfør. Bladstilk glat, med øvre rende, let vinget, til 15 mm. Bladplade elliptisk til omvendt ægformet, med nedbøjet rand, læderagtig, til 70 x 38 mm. Bladspids afrundet, med brod. Bladbasis but til kileformet med nedløbende rande. Bladoverside mørkegrøn, blank, med fint netværk af nedsænkede nerver. Bladunderside lys brunlig, med tiltrykt tyndt, et-laget indumentum af grenede, tape-lignende hår. Blomsterstand skærmlignende med kort akse og typisk 4 blomster. Blomsterstilk loddenhåret, til 15 mm. Bæger 5-fliget, 2,5 mm. Flige bredt trekantede, loddenhårede og randhårede. Krone 5-lappet, tragt-klokkeformet, glat udvendig, fint håret indvendig nær bunden, hvid, mørk pink plettet, 60 mm bred, 40 mm dyb (lang). Frugtknude kegleformet, riflet, tæt fint håret, med 5 kamre, 4,5 – 5 mm. Støvdragere 10, ulige lange, kortere end kronen, 10-25 mm. Støvtråde hvide, basalt fint hårede. Støvknapper brunplettede, 2,4 mm. Griffel glat, gullig, til kronemund, 25-30 mm, med omvendt keglestub-formet, bulet, purpursort støvfang, 1,8 mm. Kapsel og frø pt. ukendte. Oprindelse: Frø ARS 2010/704. Hjemmehørende (endemisk) på Yaoshan, Qiaojia County, Yunnan, Kina ved 3700-3900 m iflg. Gao, L-M & Zhang, S-D, 2008, Ann. Bot. Fennici 45, p. 204-206.