Rhododendron simsii var. simsii 'Baili'

Beskrivelse med 18 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En ranglet, delvist stedsegrøn busk med bugtet vækstform. Hårdførhed i haven under afprøvning. Unge skud slyngede, tynde (2-3 mm), brunlige, dækket af flade, tilspidsede, tiltrykte børster med flossede rande. Bladstilk med tiltrykte, flade hår, til 10 mm. Bladplade omvendt ægformet, omvendt lancet, elliptisk eller ægformet, papiragtig, til 7,0 x 2,7 cm, men i form og størrelse varierende med udspringstidspunktet. Bladspids spids til but, med brod. Bladbasis kileformet til spids. Bladoverside og bladrand mellemgrøn, dækket af spredte brunlige børster. Bladunderside lysere grøn, dækket af spredte, brunlige børster, på midterribben tætstillede. Blomsterstand med 1-2 blomster. Blomsterstilk tæt dækket af tiltrykte flade børster, til 8 mm. Bæger med 5 spidse, tiltrykt hårede flige, til 5 mm. Krone 5 lappet, tragtformet, orangerød med svage violette ganepletter, ca. 60 mm bred, ca. 50 mm dyb (lang). Frugtknude kegleformet, tæt dækket af hvide, tiltrykte, flade børster, med 5 kamre, ca. 3 mm. Støvdragere 10, ulige lange, med nedre halvdele tæt hårede, rødfarvede, nående til kronranden. Griffel glat, lige, rød med opadbøjet, karminrødt, kølleformet støvfang på 1,2 mm, til 55 mm. Kapsel tæt tiltrykt håret af flade børster, til 12 mm. Frø med svage svævevedhæng og uden vinger, 1,2 – 1,4 mm. Oprindelseslokalitet FB10-2015: Baili, BIjie County, Guizhou, Kina ved 1300-1400 m. Hjemmehørende i det sydlige Kina og tilstødende lande jfr. Flora of China. Bemærkninger: var. simsii har rødfarvet krone i modsætning til var. mesembrinum, der har en hvid til pink (og også mindre) krone (FoC).