Rhododendron sikangense var. sikangense
Beskrivelse med 15 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En opret voksende, åben, stor, stedsegrøn busk. Antagelig hårdfør i haven. Unge skud lidt lodne. Ældre skud med afskallende barkflager. Bladstilk (og den basale del af bladrand) svagt lodden af grenede, afblegede hår, til 20 mm. Bladplade smal elliptisk eller lancetformet, til 12 cm. Bladspids tilspidset med brod. Bladbasis kileformet afrundet. Bladoverside mellemgrøn, først spredt håret med grenede, hvide hår, senere glat. Bladunderside lys gråliggrøn, næsten glat, med spredte, grenede hår nær basis. Blomsterstand en skærmformet klase med op til 12 blomster. Aksen til 25 mm. Blomsterstilk tæt loddenhåret, til 27 mm. Bæger 5 fliget. Flige afrundet trekantede, tæt loddenhårede, ca. 2 mm. Kronen mv. ikke observeret. Kapslen krum cylindrisk, grenethåret med hår 0,4 mm høje, med (8)-10 kamre, til 25 mm. Frø med veludviklede vinger og svævevedhæng, 2,4 mm. Oprindelses lokalitet FB15-2018: Muli county, Sichuan, Kina, 3600-3700 m. Hjemmehørende (og endemisk) i Sichuan, Kina ved 2800-4400 m iflg. Flora of China, Cox & Cox (Encycl. Rhod. Sp., 2. udg.) o.a. Bemærkninger: Arten er beskrevet med såkaldt stjerneformede (stellate) hår og i en tidliger version af denne beskrivelse er hår på blade, bladstilke, blomsterstilke etc. benævnt stjernehår. Nye iagttagelser på unge frøplanteblade har godtgjort at der er tale om kortsilkede, mangegrenede, udbredte hår, som ved lav forstørrelse godt kan minde om stjerner, men som ikke er egentlige stjernehår.