Rhododendron orbiculare ssp. orbiculare

Beskrivelse med 20 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En afrundet, stedsegrøn busk. Hårdfør. Unge skud glatte, grønlige. Bladstilk glat, karmoisin på oversiden, lys grøn på undersiden, uden central rende, til 8 cm. Bladplade kredsrund til kredsrund ægformet, læderagtig, til 10,5 cm. Bladspids afrundet, med lille brod. Bladbasis øret, med delvist overlappende ører. Bladoverside mat grøn med gullige nerver. Bladunderside lys grågrøn, med tyndt hvidligt overtræk, papilløs med brune kirtelrester. Blomsterknop ægformet, indesluttet i smalt lancetformede, ydre dækskæl. Blomsterstand en skærmlignende klase med 7-16 blomster. Akse til 3 cm. Blomsterstilk glat, pink, til 6 cm. Bæger med 7 afrundet trekantede flige, pink/grøn, < 1mm. Flige med kortstilkede kirtelhår, også langs randen. Krone 7-lappet, bredt klokkeformet, udvendig glat, indvendig nederst glat eller fint håret, blegt rødviolet, 70 mm bred, 35 mm dyb (lang). Frugtknude kegleformet, riflet, tæt kortstilket kirtelhåret, rødviolet, med 7-9 kamre, 8 mm. Støvdragere 14, ulige lange, kortere end kronen, 12-26 mm. Støvtråde glatte, hvide. Støvknapper mørkebrune, 2,1.-2,6 mm. Griffel glat, til kroneranden, pink, ca. 30 mm, med opsvulmet, grønt støvfang, 2,8 mm. Kapsel kirtelhåret, til 3 cm. Oprindelse: klubfrø af ukendt ophav. Hjemmehørende i SV Sichuan, Kina ved 1400-3500 (-4000) m iflg. Flora of China efloras org.