Rhododendron nivale ssp. australe

Beskrivelse med 16 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En lav (<1m), opret og tæt, stedsegrøn busk. Formodentlig hårdfør. Unge skud beklædt med med mørke, kortstilkede skæl. Bladstilk mørk/lys blandet skællet, ca. 2 mm. Bladplade ægformet til elliptisk, til 9mm, aromatisk. Bladspids spids til but, med lille brod. Bladbasis afrundet kileformet. Bladoverside blank, grøn, med delvist overlappende, tætstillede lyse skæl, 210-260 my i diam. Bladunderside lys brunlig, med delvist overlappende og tætte skæl, dels lyse (flertallet), dels mørkebrune, 140-180 my i diam. Forholdet lyse:mørke skæl = ca. 3:1. Knopskæl (vegetativ) tæt dækket af lyse skæl. Blomsterstand med (1)2-?3 blomster, fra endestillede knopper. Blomsterstilk 1-3 mm, skællet. Bæger med 5 tungeformede flige, skællede, med randhår, ca. 3 mm. Krone 5 lappet, bredt tragtformet til skålformet, med få skæl på ydersiden, håret nederst i tragten, violet. Kronlapper ægformede. Frugtknuden ca. 2 mm, konisk, skællet, med fine basale hår, med 5 kamre. Støvdragere (9)10 (11), violette, basalt fint hårede.. Griffel rødviolet, glat lige, til 5 mm, med fortykket, bulet støvfang. Kapsel ægformet, skællet, til 4,5 mm. Frø med meget små svævevedhæng og snævre vinger, 650-830 my. Oprindelseslokalitet (FB15-2019): Kang Wu, Muli County, Sichuan, Kina, 3560 m. Hjemmehørende i SV Sichuan, C og NV Yunnan, Kina ved 3100-4500 m iflg. Flora of China. Bemærkninger: I litteraturen (f.eks. nøglen for Lapponica i FoC) angives Rh. nivale med underarter normalt til at være brodfri (“apex usually not mucronate”). Fotoet af holotypen i RBGE herbarium (nr. 25707, Forrest 1924) viser imidlertid mucronate bladspidser på kvisten i øvre venstre hjørne. Forekomsten af brodspidser på bladene af FB15-2019 har derfor ikke været en hindring for at henføre denne til Rh. nivale ssp. australe. Ssp. australe udmærker sig ved spidse blade og randhårede bægerflige.