Rhododendron delavayi X 'Baili'

Beskrivelse med 21 fotos. Foto: Finn Bertelsen. Åben stedsegrøn busk. Kræver beskyttet vokseplads. Unge skud kanelbrunt fnulrede og spredt kirtelhårede, hurtigt karmoisinrøde. Bladstilk brunligt fnulret, med spredte kirtler, karmoisinrød, til 24 mm. Bladpladen lancet til omvendt lancetformet, med nedbøjede rande, let rynket, til 14 cm. Bladspids spids til but, uden brod. Bladbasis spids. Bladoverside mørkegrøn, i starten dækket af brunligt fnuller af mangegrenede, flade hår, der let afstødes, let rynket med nedsænkede ribber. Bladunderside med hvidliggrå, med alderen beigefarvet, tyndt, to-laget, svampet-trådet indument af ultratynde hår overlejrende et tæt, tyndt hvidt bundlag. Midtribben uden indument, karmoisin farvet. Alle ribber markant fremstående. Blomsterstand en skærmlignende klase, rund med 7 blomster (første blomstring). Blomsterknop kugleformet, i udspring med skæl karakteriseret af en central “tand”. Blomsterstilk kirtelhåret, rødviolet, til 16 mm. Bæger med 5 afrundede flige, kirtelhåret, 2,4 mm. Krone 5 lappet, rør-klokkeformet med bagudbøjede lober, glat, med 5 nektarlommer, skarlagenrød, ca. 50 mm. dyb (lang). Frugtknude kegleformet, tæt hvidhåret-kirtelhåret, med 8 kamre, ca. 5 mm. Støvdragere 10, ulige lange, glatte. Griffel lige, glat, rødfarvet, til 40 mm, med opsplittet, bulet, sortrødt støvfang, 2,4 mm. Kapsel cylindrisk, tæt håret, til 15 mm. Frø ukendte. Bemærkninger: Planten er afkom efter “Rhododendron Kongen” (Du Juan Hua Wang) nær Du Juan Village, Baili, Bijie County, Guizhou, Kina med frø nr. FB9-2015. Den er den type afkom efter FB9-2015, der kommer en ren delavayi nærmest, men som adskiller sig ved at have et meget tyndt indument, karmoisinrøde bladstilke etc., samt ved at have 8 kamre i frugtknuden i stedet for 10. Andre afkom har svagere eller næsten intet indument, samt blade, der er for store (til 20 cm) i forhold til artsbeskrivelsen. Disse planter har vokset på friland og har endnu ikke blomstret. I Baili rhododendron bæltet ses en del hybrider efter delavayi, decorum og irroratum, hvoraf nogle betegnes agastum. Tæt på frøkilden til delavayi X ‘Baili’ vokser irroratum, hvorvidt denne art er involveret i krydset skal være usagt.