Rhododendron camtschaticum ssp. camtschaticum
Beskrivelse med 14 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En lav, udbredt, løvfældende busk. Hårdfør. Unge skud beklædt med børster. Blade siddende eller nær siddende. Bladplade omvendt ægformet, papiragtig. Bladspids afrundet, med brod. Bladbasis kileformet nedløbende. Bladoverside mellemgrøn, let håret langs midterribben. Bladrand beklædt med børster. Bladunderside mellemgrøn, beklædt med børster på nerver og midterribbe. Blomsterstand med 1-2 blomster, fra enden af nye skud. Blomsterstilk tæt besat med langstilkede kirtelhår og børster. Bæger 5 fliget. Flige omvendt ægformede, dækkede af børster og med enkelte kirtelhår langs randen. Krone 5-fliget, hjulformet, spejlsymmetrisk, rødviolet med ganepletter. De to nedre flige helt delte fra hinanden. Kronens yderside og rand fint håret med farveløse hår, indersiden glat. Frugtknude ægformet, riflet, håret, med 5 kamre. Støvdragere 10, ulige lange. Støvtråde nederst fint hårede, rødviolette. Griffel glat, indsænket i frugtknuden, rødviolet, krum med opadvendt, hævet og skiveformet støvfang. Kapsel håret, til 12 mm. Frø med reducerede svævevedhæng, 0.9-1.3 mm. Hjemmehørende i det nordligste Stillehavs randområder, Sakhalin, Kamtjatka, S Alaska mm. iflg. Flora of North America efloras org. Bemærkninger: Ssp. glandulosum er karakteriseret ved at have en glat, hårløs yderkrone og ved at have kirtelhåret bladrand og bladunderside.