Rhododendron ledebourii
Beskrivelse med 29 fotos. Foto: Finn Bertelsen. En opret, riset, delvist stedsegrøn busk, 2-3 m høj, fuldt hårdfør. Unge skud skællede, brune. Bladstilk skællet og fint håret (puberulent), til 8 mm. Bladplade oval, meget aromatisk, til 30 (35) mm. Bladspids afrundet, med markant nedadbøjet brod. Bladoverside mørkegrøn, blank, skællet. Skæl konkave, 1 – 3 x diam. i indbyrdes afstand. Bladunderside grågrøn, skællet. Skæl overlappende til 1,5 x diam. i indbyrdes afstand. Skæl 230 – 260 my i diam. Bladene farves brunviolette i vinterperioden. Blomsterknopper 1-3, terminale eller subterminale, med dækskæl skællede langs midteraksen og med randhår. Blomsterstand med 1-2 blomster. Blomsterstilk kort, skællet. Bæger ca. 1 mm, med svage flige, skællet med lange randhår. Krone 5-lappet, bredt tragtformet, rødviolet, basalt fint håret på ydersiden, uden skæl, ca. 40 mm bred. Frugtknude konisk, længdefuret, tæt skællet, ca. 3 mm. Støvdragere 10, ulige lange, nederst fint kirtelhårede, rødlige. Griffel indsænket i frugtknuden, glat, lige, rødviolet, ca. 15 mm, med hævet, mørkt, skiveformet, bulet støvfang. Kapsel konisk, længdefuret, tæt skællet, 4-5 mm. Frø med små svævevedhæng og med ? små vinger, 1,0-1,1 mm.Hjemmehørende i Sibirien (Altaj og Sayan bjergene) og Mongoliet iflg. eFlora org.: Ornam. Plants from Russia. Bemærkninger: R. ledebouri opfattes af flere som en variant af R. dauricum, og ikke som en selvstændig art. I haven vokser den sig højere og har smallere blade end R. dauricum, ligesom den blomstrer senere end denne. Den har randhår på bægeret.