Rhododendron rigidum aff.
En stedsegrøn, stiv og opret busk – som navnet siger. Fuldt hårdfør i læ. Unge skud rødlige, let skællede med endestillede (og næsten endestillede) blomsterknopper. Bladstilk karmoisinrød, skællet 4-8 mm. Bladplade læderagtig, elliptisk, svagt aromatisk,til 6 cm. Bladspids spids til but,med brod. Blad basis afrundet til but. Bladoverside mørk grøn, glat med spredte skæl på ca. 200 my. Bladunderside grågrøn, med spredte, ret ensartede, gyldne skæl (130-) 200 (-330) my, 0,5 – 3 (4) x diam. i indbyrdes afstand. Blomsterknop tenformet, med skællede og fint randhårede knopskæl. Blomsterstand en skærm med 2-6 blomster, akse < 5 mm. Blomsterstilk 15-20 mm, let skællet. Bæger minutiøst, tæt skællet, 1,3 mm. Krone åben tragtformet, spejlsymmetrisk, med 5 ægformede lapper, yderside uden skæl, hvid med ydre, rosa skær til lys pink, med rødviolette ganepletter, 35 mm bred, 15 mm dyb. Frugtknude tæt skællet, med indsænket griffel, med 5 kamre, 3,5 mm. Støvdragere 10, ulige lange, nederst fint behårede, rager delvist frem for kronen. Griffel glat, længere end støvdragere – ca. 30 mm, med opadvendt, opsvulmet, bulet, mørkt rødbrunt støvfang, 1,6 mm. Kapsel femkantet kegleformet til cylindrisk, skællet, 10-18 mm. Frø med små svævevedhæng, 1,2-1,3 mm. Hjemmehørende i Sichuan, Yunnan, Kina ved 2000-3400 m iflg. Flora of China efloras org. Bemærkninger: Frøkilden til haveeksemplarerne er ukendt. De rødlige nyskud og skæltætheden på bladundersiden afviger fra artsbeskrivelsen. En mellemform til Rh. tatsienense?