Rhododendron prinophyllum

En løvfældende busk, der er fuldt hårdfør i haven. Kviste til at begynde med dækket af bugtede hår, senere glatte. Blade elliptiske til omvendt ægformede, papiragtigt tynde, med bronzeagtigt skær ved udspring, med mucron. Bladoverside med spredt dække af fine, lyse hår. Bladrand med farveløse børster. Bladunderside med fine, lyse hår, specielt tætsiddende på årer. Blomsterknop tenformet, grønlig med fint, tæthårede dækskæl med mørke rande. Blomsterstilk tæt behåret af stilkede kirtelhår. Bæger dækket af kirtelhår. Bægerflige afrundede, med børster langs randen. Kronen rør-tragtformet, med rødviolet kronrør og rosa hvidlige kronflige med rødviolet skær og striber, med duft. Kronens yderside, specielt kronrøret med stilkede kirtelhår. Frugtknuden tæt dækket af klare, langstilkede kirtelhår. Støvdragere, 5, fint hårede nederst. Griffel purpurrød, glat, gradvist opsvulmet mod støvfanget. Støvdragere og griffel rager langt frem for kronens munding, alle parallelt opadbøjede. Kapsel ca. 15 mm, cylindrisk, tæt besat med stilkede kirtelhår. Frø 2,5 – 2,9 mm lange, med veludviklede svævevedhæng. Forekomst: Det østlige USA, i mange stater iflg. Flora of North America efloras. org.