Rhododendron calostrotum ssp. keleticum

Beskrivelse med 20 fotos. Foto: Finn Bertelsen. Lav krybende, stedsegrøn busk. Hårdfør. Unge skud og bladstilke spredt skællede med en blanding af siddende og kortstilkede skæl. Bladstilk til 3 mm. Bladplade aflang omvendt ægformet, læderagtig, til 18 mm. Bladspids but til afrundet, med lang, nedadbøjet brod. Bladbasis spids til kileformet. Bladoverside mørkegrøn, blank, spredt skællet. Skæl 190 – 240 my, 1 – 3 x diam. i indbyrdes afstand. Bladrand beklædt med børster. Bladunderside grålig brun, tæt dækket af flere lag overlappende skæl. Skæl op til 210 my. Blomsterstand med 1 – 3 blomster. Blomsterstilk skællet, til 27 mm. Bæger 5 fliget. Flige ægformede, skællede, randhårede, til 5 mm. Krone 5-lappet, bredt tragtformet, udvendigt og i svælget fint håret, lys rødviolet med karmoisin farvede pletter i de øvre 3 lapper. Frugtknude tæt skællet. Støvdragere 10, ved basis fint hårede, violette. Griffel glat, rager udenfor kronemundingen, rødviolet med opadvendt, bulet, grønt støvfang. Kapsel indesluttet i bægeret, skællet, ca. 5 mm. Frø med svæveudhæng, uden vinger, 850 – 900 my. Hjemmehørende i NV Yunnan, SØ Tibet, Kina og NØ Myanmar ved 3000 – 3900 m iflg. Flora of China efloras.org. Andre kilder angiver højder op til 4600 m.